Når andre mennesker inspirerer dig

 

img_0768

(Foto af Sif)

I weekenden var Sif og jeg til workshop med Her er mit liv  på Hald Hovedgaard. Vi har ikke talt særlig meget om projektet her på bloggen, hvilket er en stor fejl fra vores side, for bloggen spiller en kæmpe rolle i projektet – det handler nemlig om sociale medier, og opstarten af bloggen har været grunden til, at vi meldte os til. Workshoppen på Hald var en masterclass, der nok kan betegnes som peaken. Af flere grunde.

Først og fremmest var vi på Hald HovedgaardSom forfatter (eller i hvert fald forfatterspire) er det lidt ligesom at komme i tivoli – udover, at der ikke er nogen vilde forlystelser. Tvært i mod. Hald er det mest idylliske sted, og der er fantastisk. Igennem tiden har der været store forfattere forbi, så dét at få lov til at sove på et af værelserne, hvor måske en stor forfatter har været, er jo ret vildt et eller andet sted. Så min indre forfatterfangirl var jo selvfølgelig ellevild!

Så var der selvfølgelig hele overnatningen. Vi var vist nok syv deltagere, og det var smadderhyggeligt. De første moduler på projektet i september var lidt akavede, for vi kendte ikke hinanden særlig godt, og pludselig skulle man væk fra den skærm, man ellers har delt sit liv igennem og stå ansigt til ansigt med andre, der gør det samme. Men den her gang var det mere casual, fordi vi kendte hinanden bedre, og der er bare noget ved, at man skal tilbringe det næste døgns tid sammen.

Så var der selve workshoppene, der den ene dag blev holdt af forfatteren Merete Pryds Helle og den anden dag af bloggeren og forfatteren Michelle Hviid. Vi talte om dét der med, hvordan vi skriver forskelligt alt efter, hvilket medie vi kommunikerer på, og så talte vi om dét med at komme ud af sin komfortzone. Det sidstnævnte har for mig været et problem længe. Måske hele mit liv. Jeg har altid været bevidst om, at jeg bør springe ud i livet, og at jeg bør træde ud af min komfortzone, men frygten for at fejle har været en stopklods om mit ben, så jeg er snublet af sted fra start. På den måde har det sjældent virket for mig at træde frem. Jeg er konstant bevidst om mig selv, skal altid være sikker på, at folk ikke har en finger at sætte på mig, og det har været kilden til evig dårligt selvværd, der til tider har taget overhånd. For i virkeligheden er det fejlene, der gør os unikke, og i virkeligheden kan vi aldrig komme til at leve det fede liv, hvis vi ikke fejler, og hvis vi konstant er bevidste om, hvad vi gør. Det var netop disse tanker, Michelle Hviids foredrag satte i gang. For mig har det oftest handlet om en manglende handling. Jeg ved inderst inde godt, hvad der skal til for, at jeg kommer til at have det bedre, men jeg tør ikke handle. Jeg tør ikke springe ud af min komfortzone. Men som der blev understreget, så vil man køre i det samme, hvis man ikke træder ud. Intet vil ændre sig, hvis man ikke træder ud af komfortzonen, og jeg vil ende med at køre i den samme trædemølle, fordi jeg ikke kan finde ud af at hoppe ud af den. At høre nogen fortælle om, hvordan de har kæmpet sig op igennem livet på egen hånd, er noget af det mest inspirerende, man kan høre. Synes jeg. Det har i hvert fald sat et præg i mig. Og det er jeg også sikker på, at det har sat i alle de andre.

Dette foredrag, og at møde de andre deltagere, og tale mere med dem om dem, og om deres sociale medier, har givet mig mere lyst til at skrive personlige indlæg. Her på bloggen har vi indtil videre kun delt opslags-indlæg, men nu prøver vi noget nyt. Her er et personligt indlæg, fordi nu træder jeg et skridt ud af min komfortzone 😉

 

Knus Subangi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *